Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Skolehaver

På Lynge Skole arbejder vi med klima, miljø og biodiversitet. Dette udmøntes bl.a. gennem vores skolehaver. Skolehaverne er primært lagt på 2. og 3. årgang med opstart i slutningen af 2. klasse og fortsættes ind i 3. klasse, hvor afgrøderne høstes i sensommeren/efteråret.

Skolehaverne understøtter primært faget Natur og Teknik, hvor undervisningen foregår i både haverne og klassen. Der undervises i mikrobiologi, nedbrydningsprocesser, spiring og rigtig meget andet, men det betyder ikke, at man ikke kan trække andre fag med ind i haveprojektet så som dansk, matematik osv. Meget af undervisningen foregår ved at så/plante, passe og pleje alt imens der undervises i de forskellige processer afhængigt af, hvor i dyrkningen man er.

Haverne er en kombination af grøntsager, bærbuske, frugttræer og vildtbed. I sommerhalvåret summer det alle steder, og det er tydeligt at se, hvordan haverne tiltrækker  mange bier og sommerfugle. Alt, hvad der dyrkes i haverne er økologisk og selve grundtanken er at dyrke ud fra permakultur. Du kan læse mere om permakultur her

Havernes cyklus:

Efterår og vinter: haverne ligger i dvale. Der er ingen aktivitet i haverne og undervisningen foregår primært i klassen.

Forår: i marts begynder vi så småt at forberede årets skolehaver. Der køres økologisk kompost på haverne og de inddeles i små firkanter, hvor små grupper af elever får deres egen lille have at dyrke og passe. Når frosten er væk plantes der. 

Sommer: alt spirer, vokser og gror. Meget undervisning trækkes ud i haverne. Der skal passes og plejes og særligt vandes, hvis det er knap med regn. Hen over sommerferien, hvor alting stadig gror, har vi forældre, der kommer og vander. SFO og skole er helt lukket en måned af sommerferien, så det er altafgørende, at vi kan få forældrehjælp. Efter sommerferien begynder vi så småt at høste - særligt kartofler, som eleverne både tager med hjem, men der leveres også til hjemkundskab. Når al høst er i hus, går haverne i dvale indtil næste sæson.

Du kan nyde en masse gode billeder fra vores skolehaver, fra etableringsproces til høst, her